Foto: Torben Nielsen

Her udvikler de morgendagens energisystem

mandag 10 dec 18

Kontakt

Frida Frost
COO for PowerLabDK
DTU Elektro
45 25 36 37
Med et udvidet testlaboratorium skal forskere udvikle et fleksibelt energisystem, der kan forsyne samfundet med varme og el baseret på mange forskellige teknologier.

Danmark har om nogen bevist, at man kan høste masser af energi fra vind og sol og integrere det i energisystemet. En af de store udfordringer er dog at sikre, at energisystemet er i konstant balance, uanset om solen skinner, eller vinden blæser, forklarer Frida Frost, COO ved PowerLabDK, DTU Elektro.

”En stabil energiforsyning kræver, at energiproduktionen matcher forbruget. Ellers er systemet ikke i balance. Et elsystem i ubalance lukker ned, og vi står uden el,” siger Frida Frost.

Danmark har en høj forsyningssikkerhed. Det vil sige, at danskerne sjældent oplever at stå uden el. Sådan skal det helst fortsætte, efterhånden som energiforsyningen bliver stadig mere baseret på vedvarende energi. Samtidig har danskerne også et veludbygget fjernvarme- og naturgasnetværk. Disse forskellige forsyningsløsninger vil DTU tænke sammen i det store testlaboratorium Energy System Integration Lab (Syslab) på DTU Risø Campus. Der er gennem mange år blevet forsket på Syslab i løsninger til det smarte og intelligente elsystem. Syslab består i dag af bl.a. 2,5 km elnet, der integrerer bl.a. vind- og solenergi og elbiler og forsyner en håndfuld bygninger på stedet. Med en tildeling på ca. 38 mio. kr. fra de såkaldte Unilab-midler skal laboratoriet nu udvides til også at omfatte varmeog gassystemer.

”Vi vil opbygge et multi-energilaboratorium, hvor vi kan teste, udvikle og optimere på endnu flere komponenter og energikilder. Vi vil også få mulighed for at teste udveksling mellem elforsyning og varmeforsyning. Et multi-energilaboratorium giver os et næsten ubegrænset antal kombinationsmuligheder for produktion, lagring, forsyning og forbrug. Vi kan teste og demonstrere fremtidens energisystem,” siger Frida Frost. Og hvis alt går godt, så mærker forbrugerne intet til forskernes indsats.

”Vi arbejder med at gøre energisystemet så intelligent som muligt. Det er højst sandsynligt, at borgerne ikke kommer til at opleve alt det smarte, der bliver udviklet. De opdager det kun, hvis det ikke virker. For så har vi ikke strøm i stikkontakten eller varme i radiatoren,” siger Frida Frost. Det nye multi-energilaboratorium forventes at stå klar på DTU Risø Campus i 2021.