Foto Mikal Schlosser og DTU

To DTU-forskere modtager 37 mio. kr. fra ERC til fri forskning

torsdag 28 mar 19

Kontakt

Jesper Mørk
Professor, Gruppeleder
DTU Fotonik
45 25 57 65

Kontakt

Georgios Kontogeorgis
Professor
DTU Kemiteknik
45 25 28 59
To DTU-forskere har modtaget de prestigefyldte ERC Advanced Grants fra Det Europæiske Forskningsråd.

Professor Jesper Mørk, DTU Fotonik, og professor Georgios Kontogeorgis, DTU Kemiteknik, har hver modtaget et ERC Advanced Grant på 2,5 mio. euro (18,7 mio. kr.) fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC).

Midlerne uddeles som støtte til førende og etablerede forskere, som får mulighed for at bedrive banebrydende højrisikoforskning.

Professor Jesper Mørk fra DTU Fotonik modtager 2,5 mio. euro til sit projekt 'Fano Photonics', som skal undersøge fysikken og anvendelserne af en ny klasse af fotoniske komponenter baseret på et resonansfænomen kendt som Fano-resonans.

Dette fysiske fænomen giver mulighed for at udvikle ultrahurtige og støjsvage nanolasere, optiske transistorer og kvantekomponenter, der arbejder på niveau af en enkelt foton.

Professor Georgios Kontogeorgis fra DTU Kemiteknik modtager 2,5 mio. euro til sit projekt 'New Paradigm in Electrolyte Thermodynamics', som skal give en grundlæggende forståelse af elektrolytters termodynamik og dermed gøre det muligt at skabe en ny generation af elektrolytløsninger.

Modeller for elektrolytter findes næsten hvor som helst og finder mange anvendelser inden for kemi, geologi, materialevidenskab, medicin, biokemi og fysiologi samt på mange ingeniørområder, især kemiske og biokemiske, elektriske og olieteknologiske.

Danmark modtager i denne omgang seks af de prestigefyldte europæiske topforskningsbevillinger på i alt 112 mio. kr. Københavns Universitet modtager tre, DTU to og Aarhus Universitet en.

På tværs af Europa modtager i alt 222 topforskere fra 29 lande ERC Advanced Grant-bevillinger for i alt 540 mio. euro til deres excellente og banebrydende forskningsprojekter. ERC har i ansøgningsrunden evalueret 2.052 ansøgninger, hvoraf ca. 11 procent har opnået en bevilling.