Medarbejdere til solcelleprojekter ved DTU Fotonik i Roskilde, Risø Campus

DTU Fotonik
tirsdag 14 feb 17

Send ansøgning

Frist 1. marts 2017
Du kan søge om jobbet ved DTU Fotonik ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Hvis du vil være med til at styrke og sikre udviklingen af fremtidens solcelleløsninger, så har vi de udfordringer, du søger.

Vores forskningsgruppe inden for solceller til bygningsintegration og indpasning i kabelfri løsninger er i rivende vækst.
Vi søger derfor to dynamiske og engagerede medarbejdere med solidt videnskabeligt fundament og erfaring i ledelse af teknisk komplekse F&U projekter inden for solcelleteknologi.  Stillingen er til besættelse pr. 1. april 2017.

Håndtering af udviklingsprojekter
Dine primære opgaver bliver håndtering og styring af en portefølje af udviklingsprojekter, hvor du vil blive ansvarlig for udarbejdelse af specifikationer, tidsplanlægning, opfølgning, motivation og coaching af
projektdeltagerne.

Kompetencer på forskningsniveau samt ledelseserfaring
Du er fagligt stærk inden for områderne bygningsintegrerede- og produktintegrerede solcellesystemer, og har kompetencer på forskningsniveau, samt kan både lede og deltage i forskningen på området. Du bevæger dig hjemmevant i laboratoriefaciliteter til test og karakterisering af solceller og solpaneler. Det forventes endvidere, at du indgår i instituttets undervisningsforpligtigelser inden for solcelleteknologi.

Dine faglige kvalifikationer

  • Har solid erfaring med ledelse af forsknings- og udviklingsprojekter af kompleks teknisk karakter
  • Har mindst 3-5 års erfaring med videnskabeligt arbejde indenfor solcelleteknologi
  • Afslutter opgaver til tiden
  • Har solid er erfaring med flere af følgende værktøjer: PVsyst, PV*SOL, MATLAB, LabVIEW, SolidWorks, COMSOL, Autodesk Ecotect
  • Du kan kommunikere problemfrit på engelsk i skrift og tale

Dine personlige kvaliteter

  • Arbejder selvstændigt, er robust og handlekraftig
  • Har gode samarbejds- og kommunikationsevner og kan formidle et budskab
  • Trives med at vurdere situationer og kan træffe selvstændige beslutninger
  • Besidder en høj stresstærskel og kan bevare overblikket i pressede situationer

Vi tilbyder
Et spændende og udfordrende job i et professionelt forskningsmiljø, der forsker i og udvikler fremtidens solcelledrevne produktløsninger og har egne state-of-the-art laboratoriefaciliteter skræddersyet hertil. Endvidere arbejdes med bygningsintegrerede solcelleløsninger samt test og karakterisering heraf. Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor vi fokuserer på kontinuerlig personlig og faglig udvikling og en arbejdskultur, hvor vi står sammen, når udfordringerne bliver store, og hvor vidensdeling og sparring er centralt.

Dit arbejdssted er ved DTU Fotonik på DTU Risø Campus i Roskilde – tæt på gode busforbindelser til Roskilde st. og Ølstykke st. Instituttet byder på attraktiv kantine med god og sund mad, eget fitnesscenter, sociale events som fredagsbar, DHL løb og 2 institutafholdte fester hvert år.

Løn og ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes ud fra jobbets indhold, dine kvalifikationer og i overensstemmelse med overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten. Du ansættes som specialkonsulent.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 1. marts 2017. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Har du spørgsmål til jobbet er du velkommen til at kontakte Prof. Paul Michael Petersen, +45 4677 4512, pape@fotonik.dtu.dk

Alle interesserede uanset alder, køn, race, handicap, religion eller etnisk tilhørshold opfordres til at søge.

Forskningsgruppen Diodelasere og LED systemer på DTU Fotonik er Danmarks førende forskningsenhed indenfor LED teknologi og diodelasere.. Vi er en del af Institut for Fotonik på DTU, der med sine omkring 220 ansatte er et af de største centre i verden baseret på forskning inden for fotonik, hvilket kort sagt er alle aspekter af lys. Forskningsaktiviteterne favner en bredde af centrale kerneområder inden for kommunikationsteknologi, laserteknologi, sensorteknologi, optik og materialeteknologi.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 10.600 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.