EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Ph.d. ved DTU Fotonik

Optik og fotonik har i stigende grad afgørende indflydelse på vores hverdag og vores samfund. Fotonik anvendes i dag overalt; fx i fiber-optiske kommunikationssystemer, i diagnostisk udstyr på hospitaler og avanceret måleudstyr.

Uddannelse af ph.d.-studerende er en central del af DTU Fotonik's virke. Ph.d.-projekter på DTU Fotonik er fuldt integrerede i instituttets forskningsområder. Som ph.d.-studerende har man desuden adgang til veludstyrede state-of-the-art laboratorier, og da projekter ofte gennemføres som en del af større forskningsaktiviteter, er det ikke svært at få yderligere ressourcer til fx udstyr eller nyeste teknologi. I øjeblikket er vi tæt på 200 medarbejdere og mere end 60 ph.d.-studerende fordelt på instituttets forskningsområder.

 

DTU Fotonik samarbejder med et stort antal virksomheder og forskningsinstitutioner i ind- og udland (f.eks. via EU forsknings-programmer). Som ph.d.-studerende er der rig mulighed for at komme til at deltage i disse samarbejder og få gavn af kortere eller længere forskningsophold i udlandet. Dette kan ske som et supplement til de konferencer og workshops, som man også forventes at bidrage til og deltage i.

 

Hvem kan blive ph.d. studerende?

Danske såvel som internationale studerende kan ansøge om at blive optaget på ph.d.-uddannelsen. Vi efterspørger højt kvalificerede og motiverede civilingeniører, cand. scient.'er eller tilsvarende.

 

Ph.d.-uddannelsens sammensætning

Ph.d. uddannelsen på DTU er en 3-årig uddannelse, gennem hvilken den ph.d.-studerende under vejledning lærer at forske. DTU Fotonik anbefaler, at ph.d.-vejlederen og den studerende har mødt hinanden, før der ansøges om optagelse på uddannelsen.

DTU Fotonik’s ph.d.-program består af

  • Et studieprogram svarende til 30 ECTS point
  • Undervisning og formidling svarende til cirka tre måneder
  • Eksterne studieophold
  • Et individuelt videnskabeligt projekt indenfor et af instituttets forskningsområder
  • En ph.d.-afhandling
  • Forsvar af afhandlingen, som er åben for offentligheden

 

Krav til ph.d.-afhandlingen

DTU Fotonik anbefaler at en ph.d.-afhandling baseres på mindst fem videnskabelige publikationer i internationale tidsskrifter (tidsskrifter med såkaldt peer review), og at den udformes som en oversigtsafhandling, ledsaget af trykte publikationer eller publikationer i manuskriptform.

Derudover kræves det at den studerende har deltaget i mindst en international videnskabelig konference med en mundtlig præsentation.

 

Ph.d.-uddannelsesprogrammer ved DTU Fotonik

Som ph.d.-studerende ved DTU Fotonik er du tilknyttet Forskerskolen Fotonik. Derudover kan du samtidigt være tilknyttet et forskeruddannelsesprogram, der fx udbyder kurser, arrangerer sommer/vinterskoler, foredrag og symposier. DTU Fotonik deltager i følgende forskeruddannelsesprogrammer:

·         Photonics Academy Denmark

·         BIOP Forskerskole om Biomedicinsk optik og nye lasersystemer

·         Quantum and Nonlinear Optics 

Alle forhold vedrørende immatrikulation, godkendelse af studieplan osv. for ph.d.-studerende på DTU Fotonik varetages af ph.d.-udvalget for Elektronik, kommunikation og rumfart.

 

Søg projekt

Der er forskellige muligheder for dig, hvis du er interesseret i at blive ph.d.-studerende på DTU Fotonik: Du kan ansøge om et DTU stipendium, om et erhvervsforsker-ph.d.-studium eller, som noget helt nyt, stipendium under Innovations-ph.d.-programmet. Under ledige stillinger kan du se om der netop nu er mulighed for at ansøge om en ph.d.-stilling.

Det er også en god ide at kontakte en potentiel vejleder direkte for at høre, om der er en ledig stilling. På hjemmesiden kan du finde lister med kontaktinformation på de forskellige vejledere på hver af instituttets forskningsområder.

 

Yderligere information og links

De generelle regler for ph.d.-uddannelsen på DTU er tilgængelige på DTUs hjemmeside. Samme sted er der henvisning til den seneste bekendtgørelse vedr. ph.d.-uddannelsen. Endelig kan samtlige dokumenter og skemaer, der skal udfyldes ved ansøgning, findes her.

Ønsker du flere informationer vedr. ph.d.-uddannelsen på DTU Fotonik, er du velkommen til at kontakte den ansvarlige for instituttets ph.d.-uddannelse Forskningsprofessor Peter E. Andersen.

 

Kontakt og yderligere information fra DTU

DTU's website indeholder yderligere information rettet mod ph.d.-studerende og gæste-ph.d.-studerende eksempelvis skemaer, optagelse og evt. tuition fee, boligforhold, forsikring, opholds- og arbejdstilladelser samt navne på kontaktpersoner.

 

Livet som ph.d.-studerende

Læs mere her om livet som ph.d.-studerende på DTU Fotonik.

Eller kontakt en af vores ph.d.-studerende for at høre om deres erfaringer.

Sidst opdateret 22.03.2012
Ansvarlig: Charlotte Vibeke Smit
Top
DTU FotonikØrsteds Plads, bygn. 3432800 LyngbyTlf. 4525 6352CVR-nr. DK 30 06 09 46infoEAN-nr. 5798000430341